mandag den 15. april 2013

Seedorff i kæmpe hyldest til Brasiliens største dribler

Clarence Seedorf har været en super signing for Botafogo, og den nu 37-årige midtbanespiller lagde endnu nogle kilometer til sin popularitet efter søndagens 4-1 sejr over Novo Iguaçu i Campeonato Carioca.

Hollænderen med 10-tallet på ryggen fik nemlig midt i 2. halvleg på fantastisk vis hyldet Botafogos største stjerne gennem tiderne, Mané Garrincha. Wingen, der på tragisk vis døde af druk i 1983, var kendt for sine finurlige og underholdende driblinger, som gav ham tilnavnet "Alegria do Povo" (Folkets glæde).

Siden har det brasilianske publikum savnet denne fodboldens svar på Charlie Chaplin, men Clarence Seedorf fik med oplægget til 3-0-målet hele landet til at mindes superentertaineren, der vandt VM med Brasilien i 1958 og 1962.

Seedorf fik på klassisk Garrincha-manér hypnotiseret sin direkte modstander Uallace i en duel nede ved mållinjen. Hollænderen fik uden at røre bolden trukket forsvarsspilleren den ene vej, hvorefter Seedorff kvikt skiftede retning, snuppede bolden og serverede den på et sølvfad for Lodeiro, der sikkert kunne omsætte indlægget til scoring.

Det er helt sikkert, at Garrincha oppe i fodboldhimlen har nydt opvisningen. Han har sikkert nikket anerkendende til hollænderens dribleegenskaber, taget en slurk af cachaca-flasken (sukkerrørsbrændevin) for derefter at fortsætte spillet til to små mål med andre ligesindede driblekonger.

Clarence Seedorf kom også selv på måltavlen på Estádio Moça Bonita, mens hjemmeholdets øvrige scoringer blev sat ind af Lodeiro (2) og unge Vitinho.  Digueinho sørgede for Novo Iguaçus enlig træffer.

Botafogo er med en spillerunde igen allerede sikker på at vinde Gruppe B i denne anden delturnering om Rio-mesterskabet. Seedorf & Co kan dermed se frem til en semifinale mod enten Fluminense eller Volta Redonda fra den anden pulje.

De zebrastribede vandt den første delturnering for et par måneder siden, og gentager man bedriften i den igangværende turnering, sætter Botafogo sig på alle tre titler i staten Rio de Janeiro.

Se målene fra Botafogo-Novo Iguaçu

Garrincha - Folkets glæde

Ingen kommentarer:

Send en kommentar