mandag den 1. april 2013

Alexandre Pato afgør São Paulo-classico

Alexandre Pato blev matchvinder, da Corinthians vandt søndagens classico mod São Paulo med 2-1. "Anden" kom på banen i 2. halvleg i stedet for Paolo Guerrero, og med små 10 minutter igen af kampen afgjorde den tidligere Milan-spiller derbyet.

São Paulo-forsvareren Rafael Toloí sjuskede med en tilbagelægning til målmandslegende Rogério Ceni, der heller ikke var for vaks til at få clearet bolden. Alexandre Pato havde luret situationen og fik prikket bolden forbi den 40-årige keeper, der fik ram på den tidligere landsholdangriber i stedet for bolden. Et klokkeklart straffespark, som Pato selv satte ind med usvigelig sikkerhed.

Duksene fra São Paulo var ellers kommet godt fra start med mål af Jádson efter bare fire minutter, men verdensmestrene fik svaret igen op til pausen ved Danilo. Midtbanespilleren går under kælenavnet "Zidanilo", og han minder til tider om den franske verdensstjerne. Danilo er ikke verdens hurtigste, men han har altid tid nok, og den nu 33-årige midtbanespiller laver nogle fremragende ting undervejs. Det udlignende mål var da også en sand perle.

São Paulo beholder trods nederlaget 1. pladsen i grundspillet i dette års Campeonato Paulista. Der resterer tre runder af denne indledende fase, og "O Tricolor" har sammen med Ponte Preta allerede sikret sig en plads i kvartfinalerne. 

Santos, Mogi Mirim, Corinthians, Botafogo-SP og Palmeiras er også godt på vej mod slutspillet, mens den ottende og sidste plads ligner en duel mellem Penapolense og Bragantino.

Se målene fra São Paulo-Corinthians

Campeonato Paulista, 16. runde:
Guaraní-Atlético Sorocaba  0-3
Oeste-Santos  1-2
São Caetano-Mogi Mirim  0-2
São Paulo-Corinthians  1-2
União Barbarense-São Bernardo  0-0
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar