søndag den 28. april 2013

Grêmio straffet af hold fra fjerdebedste række

Juventude er overraskende klar til finalen i den anden delturnering i kampen om Gaúcho-mesterskabet. 

Holdet fra Caxias eliminerede favoritterne fra Grêmio efter en semifinale, der endte 1-1 i den ordinære spilletid, hvorefter Juventude trak det længste strå i straffesparkskonkurrencen med cifrene 5-4.

Grêmio, der stillede op i så godt som stærkeste opstilling, tog ellers teten ved Hernán Barcos midt i 2. halvleg, men Digo Oliveira svarede hurtigt igen for hjemmeholdet.

I den efterfølgende straffesparkskonkurrence kunne Arsenal-lejesvenden Andre Santos have sparket Grêmio i finalen, men landsholdsspilleren sendte sit forsøg langt over mål. 

Det blev endnu værre for "O Tricolor", da chilenske Vargas også misbrugte sit forsøg, og så endte det hele med at Gustavo sendte Juventude i finalen.

Juventude, der spiller i den landsdækkende Serie D, møder i finalen enten Internacional eller Veranópolis. Internacional vandt den første delturnering i marts måned, så "O Colorado" (De Røde) kan gøre rent bord med også at vinde den igangværende turnering.

Grèmio er i hvert fald ude af kampen om Gaúcho-mesterskabet før tid, og træner Vanderlei Luxemburgo lover at der nu skal jagtes pokaler i den landsdækkende Serie A, Copa do Brasil (pokalturneringen) og ikke mindst i Copa Libertadores, hvor man er nået frem til 1/8-finalen.

Se målene fra Juventude-Grèmio...

... og straffesparkskonkurrencen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar