søndag den 21. april 2013

Flamengos Hernane på vej mod flot "double"

Flamengo sluttede gruppespillet i den anden delturnering om Rio-mesterskabet af med en 3-1 sejr over Macaé.

O Rubro-Negro (De Rød-Sorte) var så godt som uden chancer for kvalifikation til semifinalen, så kampen blev primært brugt til at lufte de unge spillere. Træner Jorginho gav dog plads til angriberen Hernane, der jagter turneringens topscorerpris.

Flamengo fik fint udbytte for Hernanes tilstedeværelse, og topscoreren var med to træffere den væsentligste årsag til at favoritterne kunne vende 0-1 til 3-1. 

Hernane ryger med de to scoringer op på i alt 12 mål fordelt på de to delturneringer, og den 26-årige angriber er dermed favorit til at løbe med topscorertitlen. Nærmeste forfølger er Charles Chad fra Duque de Caxias med 8 scoringer, og han har kun én kamp til at indhente Hernanes forspring.

Såfremt Hernane slutter øverst på topscorerlisten, vil han blive noteret for en bemærkelsesværdig double. I sidste sæson vandt han som Mogi Mirim-spiller den samme titel gældende staten São Paulo. 

Træner Jorginho og hans mandskab slutter med resultatet på en 3. plads i Gruppe B, hvorfra Fluminense og Resende går videre til semifinalen. Hernane & Co. kan godt risikere at komme i kamp igen, såfremt klubben får en protestsag igennem, men al sandsynlighed taler for at Flamengo er færdige i turneringen.

Flamengo kan nu koncentrere sig om forberedelserne til den landsdækkende Serie A, der begynder den 26. maj med en udekamp mod Santos. 

Der er også lige nogle kampe i Copa do Brasil (pokalturneringen), hvor man møder Campinense i den anden runde af turneringen. Der er dog ikke sat dato på dette møde endnu.

I Gruppe A sluttede Vasco da Gama en elendig anden delturnering af med 0-1 ude mod Madureira. Storklubben slutter dermed nede på en pinlig 6. plads ud af 8 hold. 

Vasco har netop solgt stjernespilleren Dedé til Cruzeiro, og pengene er allerede blevet puttet ned i et stort gabende hul i pengekassen. Klubben får det meget svært, når det går løs på den landsdækkende scene om en måneds tid.

Botafogo, som vandt den førte delturnering, vinder gruppen og går til semifinale sammen med Volta Redonda.

Se målene fra Macaé-Flamengo

Ingen kommentarer:

Send en kommentar