mandag den 15. april 2013

Sport-spillere truet med skydevåben inden Recife-derby

Santa Cruz og Sport Recife spillede 2-2 i et underholdende derby i Campeonato Pernambucano i den nordøstlige del af Brasilien.

Hjemmeholdet spiller på landsplan nede i den tredjebedste række, men "O Tricolor" er alligevel i stand til at hive en del publikum til Arruda. Denne søndag, hvor det gjaldt de regionale mesterskaber, var heller ingen undtagelse med 33.063 tilskuere på lægterne.

De mange fremmødte fik noget at juble over, da Raul i slutningen af 1. halvleg bragte de rød-hvid-sorte foran, men Roger fik bragt balance på måltavlen bare fem minutter inde i 2. halvleg. Smilene på gæsternes læber holdt kun fem minutter.

50-kamps jubilaren Dênis Marques svarede nemlig hurtigt igen for hjemmeholdet med en flot scoring til 2-1. Målet så længe ud til at blive afgørende, men langt inde i overtiden fik Sport Recife tilkendt et straffespark, som indskiftede Marcos Aurélio sikkert sparkede i kassen til slutresultatet 2-2.

Derbyet fik en dramatisk optakt, da spillerne fra Sport Recife var blevet truet på vej til kampen. En sort Opel Vectra havde kørt efter spillerbussen, og en mand havde peget et skydevåben i retning af de forskrækkede fodboldspillere. Det blev heldigvis ikke fyret andre skud af end dem der faldt på banen. 

Sport Recife vinder med resultatet grundspillet, og "Løverne" møder dermed rækken nummer fire Ypiranga i semifinalen. Den anden semifinale står mellem nummer 2 og 3, dvs. Náutico og Santa Cruz. Ypiranga og Santa Cruz starter på hjemmebanen, mens de to tophold får glæde af eget græs i returkampen.

Se målene fra Santa Cruz og Sport Recife

Ingen kommentarer:

Send en kommentar