torsdag den 4. april 2013

Botafogo bomber Vasco ud af Rio-mesterskabskampen

Botafogo vandt den første delturnering i kampen om Rio-mesterskabet med en finalesejr på 1-0 over Vasco da Gama. De to mandskaber stødte igen sammen i delturnering nummer to, og her var forskellen på de to mandskaber endnu mere markant.

Fogão vandt nemlig onsdagens classico med hele 3-0 over Vasco på mål af Rafael Marques, Lodeiro og Fellype Gabriel. Der kom først gang i løjerne efter pausen, hvor Botafogo på to målmandsfejl af Alessandro kom foran med 2-0. Vascos ankermand fejlede såmen også en tredje gang, da han godt et kvarter inde i 2. halvleg så direkte rødt for at nappe bolden med hænderne uden for feltet.

Botafogo udnyttede sit overtal til endnu en scoring, og Vasco er dermed så godt elimineret i spillet om Rio-mesterkskabet. Klubben fra São Januário ligger sidst i Gruppe A med kun ét point for fire kampe, og holdet har faktisk ikke scoret i de sidste fem optrædener.

Så ser det bedre ud for Botafogo, der ligger på 2. pladsen i samme pulje. Clarence Seedorf & Co. har maksimumpoint efter tre kampe, og det overgås kun af Volta Redonda med 12 points for fire kampe. De to klubber ligner også semifinaleholdene fra Gruppe A.

I Gruppe B er Resende og Fluminense godt på vej mod semifinalerne. Der resterer tre runder, og der er slået et hul på fire points ned til nummer 3.

Se målene fra Vasco da Gama-Botafogo

Ingen kommentarer:

Send en kommentar