torsdag den 25. april 2013

Har popcornsælgeren og hans landsmænd en hjemmebane?

Brasilien skuffede de 53.331 betalende tilskuere på VM-arenaen Mineirão i byen Belo Horizonte ved kun at spille 2-2 i den sidste testkamp inden at landstræner Luís Felipe Scolari om små tre uger udtager truppen til Confederations Cup d. 15.-30. juni. 

Den lange stopper Réver samt Neymar lavede målene for hjemmeholdet, mens González og Vargas, der begge spiller i den brasilianske liga for hhv. Flamengo og Grêmio, sørgede for de chilenske scoringer. Jádson var desuden tæt på at komme på tavlen, da hans skud i 1. havleg tog opstanderen, og så man konstatere at chilenerne i samme halvleg blev snydt for et klokkeklart straffespark, da Réver fældede Meneses.

Kampen stillede igen spørgsmålet om Brasilien i det hele taget har en hjemmebane. Neymar blev sædvanen tro kaldt for "pipiqueiro" (popcornsælger) blandt de fremmødte tilskuere, der heller ikke stod af vejen for til sidst i kampen at gjalde "olé" for hver gang chilenerne satte et par afleveringer sammen.

Rivaliseringen mellem byen Belo Horizontes to store klubber Cruzeiro og Atlético Mineiro viste også sit grimme ansigt i denne testkamp. Cruzeiro-stopperen Dedé fik således øv-råb fra den ene halvdel af tilskuerne, mens Atlético-drengene Réver, Ronaldinho og indskiftede Marcos Rocha havde den anden halvdel på nakken.

Denne manglende opbakning er selvfølgelig et stort problem for Felipão og hans mandskab. Det største udfordring ligger dog på banen, hvor man ganske enkelte manglede kvalitet. Det bliver selvfølgelig bedre, når udlandsprofferne er til rådighed i den næste testkamp den 2. juni, hvor Brasilien tager imod England på Maracanã.

Se målene fra Brasilien-Chile

Se højdepunkterne fra kampen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar