torsdag den 16. oktober 2014

Playmaker Ganso viste landsholdsklasse i Chile

São Paulo kvalificerede sig som det eneste brasilianske hold til kvartfinalen i Copa Sulamericana efter en udesejr på 3-2 over chilenske Huachipato. 'O Tricolor' havde vundet det første opgør på Morumbi med 1-0, så den samlede sejr kom til at lyde på 4-2.

Gæsterne var uden sine landsholdsspillere Kaká og Souza, men Muricy Ramalhos tropper havde nu meget godt styr på chilenerne. Især Paulo Henrique Ganso brillerede, og han viste i flere situationer prøver på sin formidable teknik og sit suveræne overblik.

'Gåsen' slog til med kampens flotteste scoring, og playmakeren havde såmænd også en aktie i paulisternes første fuldtræffer, som blev sat ind af matchvinderen fra kampen i São Paulo, nemlig Michel Bastos.

U-landsholdsholdsspilleren Boschilia kom også på tavlen for gæsterne i slutminutter, mens Vilches og Sagal fordelte hjemmeholdets to scoringer foran de 9.123 fremmødte i Talcahuano.

São Paulo møder i næste runde Emelec. Holdet fra Ecuador sikrede sig pladsen i kvartfinalen via en samlet sejr over brasilianske Goiás. Der skulle dog en straffesparkskonkurrence til for at finde en vinder.

Se målene fra Huachipato - São Paulo


Ganso viste ren landsholdsklasse i chilenske Talcahuano (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar