onsdag den 1. oktober 2014

Bastos redder São Paulo på Luís Fabianos røde aften

São Paulo uden de hvilende Kaká, Paulo Henrique Ganso og Alan Kardec vandt 1-0 over chilenske Huachipato i det første møde i 1/8-finalen i Copa Sul-Americana, som er den sydadamerikanske pendant til Europa League.

Michel Bastos bankede matchens eneste scoring ind 10 minutter efter pausen, og den tidligere landsholdsspiller fik dermed revancheret sig efter en noget turbulent start i klubben med to udvisninger i et lille dusin kampe. 

Det var ellers noget op ad bakke for ‘O Tricolor’ hjemme på Morumbi. De chilenske gæster var i teten i det meste af 1. halvleg, og det blev ikke lettere, da ex-landsholdsforwarden Luís Fabiano så direkte rødt efter en halv times spil.

Men São Paulo  klarede skærene, og Rogério Ceni & Co. kan dermed sikre sig adgang til kvartfinalen med et uafgjort resultat i returkampen i Chile den 15. oktober.

Brasilien har yderligere tre hold med i Copa Sul-Americana, nemlig Goiás, Vitória og Bahia. De skal alle i kamp denne onsdag i denne turnering, hvor vinderen præmieres med en plads i Copa Libertadores 2015.

Se målet fra São Paulo - Huachipato

Luís Fabiano ser direkte rødt efter en nærkamp med en chilener (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar