tirsdag den 28. oktober 2014

Målmandslegenden Rogério Ceni overgår Ryan Giggs

São Paulo sætter turbo på i jagten på det brasilianske mesterskab efter mandagens 3-0 sejr over midterholdet Goiás foran 31.991 fans på Morumbi. Målene blev sat ind af Edson Silva, Luís Fabiano og Alan Kardec, og kampens bedste spiller Michel Bastos var fodermester ved alle tre scoringer.

"O Tricolor" har nu kun 5 points op til førerholdet Cruzeiro og med endnu 21 points at spille om har målmandslegenden Rogério Ceni stadig chancen for at slutte sin lange og gloværdige karriere af med endnu et brasiliansk mesterskab, i så fald hans fjerde af slagsen

Rogério Ceni har nået en del som professionel fodboldspiller, og med mandagens resultat blev han om muligt endnu mere historisk. Det var den 41-årige Cenis sejr nummer 590 i officielle kampe, og det er verdensrekord. Manchester United-legenden Ryan Giggs havde den gamle rekord med 589 sejre.

En anden gammel cirkushest, nemlig Luís Fabiano havde også noget at fejre. "O Fabuloso" har på det seneste fristet en tid som bænkevarmer for São Paulo, men mod Goiás fik den gamle landsholdsangriber chancen fra start, og han kvitterede med sin scoring nummer 100 i den brasilianske Serie A.

Brasiliens bedste fodboldrække ligger nu stille i en uges tid. I midtugen tager man hul på pokalsemifinalerne og her venter der to højinteressante opgør i form af Flamengo-Atlético-MG og Cruzeiro-Santos. São Paulo skal også i aktion, men det er i Copa Sulamericana, hvor man på torsdag tager imod Emelec i det første kvartfinaleopgør.

Se målene fra São Paulo - Goiás

Rogério Ceni blev om muligt endnu mere historisk denne mandag (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar