søndag den 26. oktober 2014

Dødsfald og anholdelser i det sidste Derby Paulista på Pacaembu

En fodboldfan mistede livet som følge af et hjerteanfald og 10 andre måtte en tur forbi brummen, da Palmeiras og Corinthians spillede det sidste Derby Paulista på det gamle og charmerende Pacembu i São Paulo.

Den 60-årige Palmeiras-tilhænger João Correia Leal Filho fik et ildebefindende, da hans hold efter 25 minutter kom foran ved rækkens topscorer Henrique, og supporterens liv stod ikke til at redde. De 10 anholdte var alle Palmeiras-fans, som enten provokerede politiet eller sendte fyrværkeri ned det afsnit, hvor Corinthians-tilhængerne holdt til.

Selve kampen var en underholdende affære med 24 afslutninger mod mål. Corinthians fik reddet sig det ene point, da Danilo alias "Zidanilo" i overtiden passerede Fernando Prass via et skud, som snittede en liggende Juninho.

Resultatet betyder, at Corinthians rykker ned som nummer 5, men "O Timão" (Det Store Hold) er kun holdt ude af Top 4 og de attraktive pladser i Copa Libertadores pga. færre sejre end Internacional og São Paulo. Palmeiras ligger fortsat nummer 14 med 3 points ned til den streg, som vil sende den 100-årige storklub ned i Serie B for tredje gang i løbet af de sidste 12 år.

Lørdagens Derby Paulista bliver som sagt det sidste på Pacaembu. Corinthians, som også har brugt dette stadion til sine hjemmekampe, fik tidligere på året åbnet sin egen Arena Corinthians, og Palmeiras bliver også herre i eget hus senere i år med indvielsen af det grønne stadion Allianz Parque.

Se målene fra Palmeiras - Corinthians

Politiet og Palmeiras-fansene havde deres kontroverser undervejs (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar