torsdag den 2. oktober 2014

'Løverne' fra Salvador bed fra sig i Medellín

Dumpekandidaterne fra Vitória fik lidt opmuntring på den sydamerikanske scene, da det lykkedes for ‘Løverne’ fra Salvador at få 2-2 med hjem fra onsdagens møde med colombianske Nacional de Medellín.

Træner Ney Franco prioriterer overlevelse i Serie A højere end avancement til kvartfinalen i Copa Sul-Americana. Det betød, at Vitória luftede hele 9 reserver i dagens startopstilling, men de mange normale bænkevarmere bed nu godt fra sig.

Hjemmeholdet tog nu som forventet føringen på et flot frisparksmål af Bocanegra, men Vitória fik vendt kampen på mål af Ednei og William Henrique. Det lugtede af en overraskende udesejr, men midt i 2. halvleg fik Luis Ruiz udlignet på straffespark.

Ærkerivalerne fra Bahia er også godt på vej mod næste runde efter en hjemmesejr på 2-0 over Universidad César Vallejo. Anfører Tite og indskiftede William Barbos sørgede for målene efter pausen mod et peruviansk mandskab, som var blevet reduceret til 10 mand.

Goiás måtte som det eneste brasilianske hold indkassere et nederlag i denne 1/8-finalerunde af Sydamerikas svar på Europa League.  De ‘smaragdgrønne’ holdt ellers længe stand ude mod Emelec, men fire minutter før tid sørgede Herrera for en 1-0 sejr til holdet fra Ecuador.

Der er returkampe den 15-16. oktober, og de fire brasilianske repræsentanter (São Paulo var i ilden tirsdag) har alle fine muligheder for en plads blandt de 8 sidste hold i Copa Sul-Americana. 

Se målene fra Nacional de Medellín - Vitória

'Løverne' fra Salvador bed fra sig i Medellín (Foto: Lance)

Copa Sul-Americana, 1/8-finaler, 1. kamp:
Bahia - Universidad César Vallejo  (PER) 2-0
Emelec (ECU) - Goiás  1-0
Nacional de Medellín (COL) - Vitória 2-2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar