torsdag den 9. oktober 2014

Corinthians' talismand sænker duksene fra Cruzeiro

Corinthians fik pustet lidt liv i sine Copa Libertadores-drømme efter at ‘O Timão’ (Det Store Hold) på fremmed græs besejrede duksene fra Cruzeiro med 1-0 foran 32.958 betalende tilskuere i Belo Horizonte.

Indskiftede Luciano blev matchvinder med bare et kvarter igen, da den indskiftede angriber køligt sendte bolden forbi Fábio i hjemmeholdets bur efter en fin frispilning af Petros.

Det er tredje kamp i træk, at Luciano kommer på banen og scorer for Corinthians. Den 21-årige forward, som er hentet i Avaí i Serie A, er dermed ved at udvikle sig til en lille talismand for São Paulo-klubben.

Cruzeiro havde bolden mest under de 2 x 45 minutter, men gæsterne optrådte disciplineret og holdt 'de blå ræve' fra de helt store chancer.

Corinthians rykker med sejren op på 5. pladsen i Serie A. Det er kun målscoren, som holder Mano Menezes’ mandskab ude af Top 4, mens der er 10 points op til 1. pladsen.

‘A Raposa’ (Ræven) beholder 1. pladsen, men forspringet til de nærmeste forfølgere fra São Paulo er nu reduceret til 7 points. Såfremt Internacional vinder dagens kamp over Chapecoense, vil 'O Colorado' overtage 2. pladsen med 6 points til teten.

Se målet fra Cruzeiro - Corinthians

Talismanden Luciano får klap på kinden efter sejrsmålet mod Cruzeiro (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar