torsdag den 16. oktober 2014

Atlético-MG i sensationel vending mod Corinthians

Atlético-MG sikrede sig nærmest sensationelt en plads i semifinalen i Copa do Brasil efter en hjemmesejr på 4-1 over Corinthians i onsdagens returkamp på Mineirão.

Holdet fra São Paulo kom ellers til Belo Horizonte som favoritter efter en sejr på 2-0 i det første opgør, og det lignede et sikkert avancement til Mano Menezes' tropper, da den peruvianske landsholdsforward efter bare 4 minutter bragte 'O Timão' (Det Store Hold) yderligere foran i den samlede stilling.

Men Copa Libertadores-mestrene fra 2013 havde nu ikke tænkt sig at kaste håndklædet i ringen foran de 32.640 fans. Luan og Guilherme fik bragt troen tilbage i truppen med scoringer inden pausen, og i 2. halvleg fuldendte Guilherme (igen) og Edcarlos et forrygende comeback.

Den samlede målscore kom dermed til at lyde på 4-3 i Atlético-MG's favør, og 'O Galo' (Hanen) kan nu se frem til et møde med Flamengo om en plads i pokalfinalen, mens den anden semifinale bliver en kamp mellem Cruzeiro og vinderen af Santos og Botafogo.

Se målene fra Atlético-MG - Corinthians

Diego Tardelli (i hvidt) var tilbage efter successen på landsholdet (Foto: Lance)

Copa do Brasil, kvartfinale, returkampe:
ABC - Cruzeiro  3-2, samlet 3-3, Cruzeiro videre på flest udebanemål
Atlético-MG - Corinthians  4-1, Atlético-MG videre med cifrene 4-3
Flamengo - América-RN  1-0, Flamengo videre med cifrene 2-0
Santos - Botafogo, spilles torsdag

Ingen kommentarer:

Send en kommentar