søndag den 12. oktober 2014

Dunga anklager argentinsk træner for kokainmisbrug

‘Du er ligesom ham’, siger den brasilianske landstræner Carlos Dunga og laver en bevægelse med fingrene omkring næseborene for at insinuere, at den argentinske hjælpetræner Jorge Pautasso har samme problemer med kokain som den berømte landsmand Diego Maradona.

Vi er i overtiden af lørdagens Superclássico mellem Brasilien og Argentina, og Dunga har mere travlt med at genere den argentinske bænk end at holde øje med hvad der sker inde på banen. Med resultatet 2-0 var sejren nok også i sikker havn, men situationen har alligevel stillet spørgsmål ved om Dunga er den rette mand som brasiliansk landstræner.

- En brasiliansk landstræner skal ikke gå i verbal krig med en person fra den argentinske bænk, siger Lédio Carmona, som er en af de førende fodboldeksperter på betalingskanalen SporTV.

Dungas vedvarende brokkerier overfor 4. dommeren under kampen i den kinesiske hovedstad vækker heller ikke begejstring hos Carmona:

- I en afgørende kamp med en mere erfaren dommerbesætning end den i Beijing risikerer Dunga at blive bortvist, advarer eksperten fra SporTV.

Den gamle storspiller Edinho, som også arbejder på SporTV, er helt på linje med sin kollega:

- Det var det samme i testkampen mod Colombia, hvor Dunga fra det første minut brokkede sig over alle dommerkendelserne. Dunga er på en helt forkert kurs. En træner skal som leder udvise ro og overblik og ikke mindst sørge for, at det bliver viderebragt til spillerne, siger Edinho, der selv nåede 59 kampe for det brasilianske landshold.

Hovedpersonen Carlos Dunga nedtonede selv episoden på Birds Nest på det efterfølgende pressemøde:

-  Det er helt normalt. Alle klager på vegne af sit hold, sagde Carlos Dunga, som udover kokainbeskyldninger mod Jorge Pautasso også var oppe at skændes med den argentinske massør.

Brasiliens næste testkamp er tirsdag den 14. november, hvor det bliver den japanske stab under ledelse af mexicanske Javier Aguirre, som får fornøjelse af at lægge ører til ytringerne fra den temperamentsfulde Dunga.

'Du er som ham', siger Dunga og hentyder til Maradonas afhængighed af kokain

Kan Carlos Dunga holde overblikket i kritiske situationer? (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar