mandag den 6. januar 2014

Santos-talenter i ren Barcelona-opvisning

Storklubben Santos fik i august 2013 en vis legemesdel på komedie, da 'O Peixe' (Fisken) tabte 8-0 til Barcelona i en opvisningskamp på Camp Nou. Søndag var så de unge Santos-talenters tur til at uddele en tilsvarende øretæve i Copa São Paulo de Júnior, og offerlammet var Alecrim fra staten Rio Grande do Norte.

Santos vandt U20-turneringen i 2013, og de er også blandt favoritfeltet i år. Angriberen Neílton var dengang den helt store åbenbaring, hvilket gav han tilnavnet 'Den ny Neymar'. Neílton er også med i år, men det var nu hans angrebskolleger Diego Cardoso og Stefano Yuri, som stjal overskrifterne denne søndag med hhv. fire og tre mål. Den sidste scoring blev sat ind af angrebsbacken Naílson.

Corinthians lænede sig på kanten af en fiasko i sin åbningskamp mod Remo. Favoritter var bagud med 1-0 på det mål, som Biro satte ind direkte på frispark midt i 2. halvleg, men Malcom fik reddet lidt af æren med udligningen tre minutter før slutfløjtet. 'O Timão' (Det Store Hold) er den klub, som har vundet turneringen flest gange, nemlig otte, og alle forventer igen en topplacering i år.

Atlético-MG har vundet Copa São Paulo tre gange, og de er også blandt kandidaterne til at nå langt i 2014. Første udfordring hed Aracruz fra nabostaten Espírito Santo, og den blev klaret med en sikker sejr på 5-1. Marcos Vinícius, Rodrigão, Carlos (2) og Leonan scorede for 'O Galo' (Hanen), mens Mano fik pyntet på resultatet kort før tid.

Botafogo fik også en fin start på turneringen med en 3-1 sejr over Ji-Paraná fra staten Rondônia. Stopperen Igor Rabello åbnede scoringen for Rio-holdet, mens angriberen Vinícus og angrebsbacken Erick sørgede de øvrige Botafogo-kasser. Yago stod for Ji-Paranás enlige træffer.

Sidste års finalister fra Goiás kom skidt fra start med 0-1 til Santa Cruz fra Recife, og det gik heller ikke som forventet for Atlético-PR med 2-2 med Mirassol. Atlético-PR har et flot talentarbejde, og dem, som fulgte med i VM for U17-landshold, bed helt sikkert mærke i Mosquito og Nathan. De er allerede rykket op på klubbens flagskib og kommer derfor til at spille med om de regionale mesterskaber i Paraná fremfor U20-bold i São Paulo.

Copa São Paulo fortsætter i dag med seks kampe. Vi skal have tre af de store klubber på scenen, og det er Flamengo, São Paulo og Vasco da Gama. De kom vidt forskelligt fra start med hhv. en sejr, en remis og et nederlag. Turneringens eneste udenlandske islæt Kashiwa Reysol fra Japan skal også i aktion. Det var dem, som klarede remis med São Paulo i fredagens åbningskamp.

Udvalgte resultater fra søndagens 36 kampe:
Atlético-MG - Aracruz-ES  5-1
Atlético-PR - Mirassol  2-2
Botafogo - Ji-Paraná-RO  3-1
Corinthians - Remo  1-1
Goiás - Santa Cruz-PE   0-1
Santos - Alecrim-RN  8-0

Se målene fra Santos - Alecrim

Santos-talenterne i ren målbonanza i Copa São Paulo (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar