lørdag den 18. januar 2014

Corinthians-strateg viste klassen mod Flamengo

Corinthians har vundet talentturneringen Copa São Paulo de Júnior otte gange, og i år lægger 'O Timão' (Det Store Hold) såmen billet ind på den niende triumf.

Kvartfinalebilletten kom i hus via en 2-1 sejr over Flamengo. Jajá tordnede ellers Rio-holdet foran efter små 10 minutters spil, men Corinthians fik vendt det hele på hovedet efter pausen.

Corinthians-strategen Zé Paulo blev den helt store helt med to scoringer. Den første træffer faldt midt i 2. halvleg på langskud, og sejrsmålet blev sat ind med et lille kvarter igen, hvor trøje nummer 10 viste stor kølighed i straffesparksfeltet.

Cointhians møder i kvartfinalen Paraná Clube, som eliminerede América-MG med cifrene 2-1. Laécio og Cristian Roque scorede for mandskabet fra Curitiba, mens Américas åbenbaring ved denne turnering, angriberen Rubens sørgede for trøstmålet.

Kvartfinalen spilles søndag, og vinderen kan se frem til en semifinale mod enten Fluminense eller Internacional. 

Se målene fra Corinthians - Flamengo


Ingen kommentarer:

Send en kommentar