torsdag den 30. januar 2014

Atlético-PR og Botafogo kan skimte gruppespillet i Copa Libertadores

Atlético-PR og Botafogo måtte tage til takke med knebne nederlag, da de to mandskaber tog hul på kvalifikationskampene til gruppespillet i Copa Libertadores. Begge klubber har været væk fra Sydamerikas fornemste klubturnering i en årrække (hhv. 9 og 17 år), og onsdagens resultater giver håb om at dette års turnering bliver til andet end en hurtig flirt.

Atlético-PR klarede sig bedst af de to mandskaber med et 2-1 nederlag i udekampen mod peruvianske Sporting Cristal. Irven Ávila bragte hjemmeholdet foran efter en lille halv times spil, men topscoreren Éderson fik udlignet på straffe små 10 minutter efter pausen.

Sporting Cristal rendte alligevel med sejren, da Lobáton et kvarter inde i 2. halvleg sikkert udnyttede et tvivlsomt straffespark begået mod ham selv. Resultatet betyder, at Atlético-PR nu kan sparke døren ind til det attraktive gruppespil med en 1-0 sejr i næste uges returkamp i Curitiba. Det er reglen om udebanemål, som kan løfte holdet videre.

Botafogo tabte med 1-0 til Deportivo Quito i de bolivianske højder. Hjemmeholdets angriber Estupiñán slog til med kampens eneste mål 18 minutter inde i 1. halvleg. De zebrastribede har måttet vinke farvel til sin absolutte nøglespiller Clarence Seedorf, og med den noget uprøvede træner Eduardo Hungaro ved roret var der stor usikkerhed om Botafogos niveau op til denne svære udekamp.

Rio-holdet bestod dog prøvelserne i de 2,8 kilometers højde, og resultatet betyder, at Botafogo skal jagte en 2-0 sejr hjemme på Maracanã på onsdag. En ikke helt umulig mission, omend et lumsk udebanemål med al sandsynlighed vil sende den gamle storklub ud af det fine selskab.

Brasilien har yderligere fire klubber med i turneringen, men de træder først ind i selve gruppespillet. Det drejer sig om de forsvarende Libertadores-mestre fra Atlético-MG, de brasilianske mestre fra Cruzeiro, pokalvinderne fra Flamengo og så Grêmio, som sluttede 2'er i den brasilianske liga.

Onsdagens kampe i Copa Libertadores:
Deportivo Quito - Botafogo  1-0
Sporting Cristal - Atlético-PR  2-1

Se målene fra Sporting Cristal - Atlético-PR

Ingen kommentarer:

Send en kommentar