lørdag den 11. januar 2014

Fluminense vandt gruppefinalen i Copa São Paulo

Fluminense kvalificerede sig til 1/16-finalen i Copa São Paulo de Júnior, da 'O Tricolor' i gruppefinalen besejrede América-SP med 2-0. Gerson slog til med begge scoringer efter pausen. 

Det første mål gav lidt postyr, da América havde Wendeler liggende skadet i eget målfelt, men det hører med til historien, at holdet fra São Paulo forinden selv havde haft rigelig med chancer til selv at sætte bolden ud af spil.

Fluminense vinder dermed gruppen med tre sejre i tre kampe, mens América-SP må sige farvel til turneringen . De 6 point rækker ikke til en plads i næste fase som en af de seks bedste toere i denne U20-turnering.

Favoritterne fra Palmeiras måtte nøjes med 2. pladsen i sin gruppe efter 1-1 med São Carlos. 'O Verdão' (De Grønne) kom bagud ved Kennedy i 1. halvleg, men Nathan fik udlignet på hovedstød efter pausen.

São Carlos nappede dermed 1. pladsen i gruppen på en bedre målforskel end Palmeiras, der nu må krydse fingre for at 7 points og en målscore på +6 rækker til en bonusplads i knockoutfasen.

Grêmio sluttede turneringen af med et nederlag på 2-0 til puljevinderne Taboão da Serra. Gustavo satte begge kasser ind for hjemmeholdet, og han topper dermed topscorerlisten med syv træffere i tre kampe. Gauchoerne slutter med resultatet på en pinlig 3. plads med sølle to points på kontoen

Kampene i São Paulo fortsætter denne lørdag med 34 kampe. Vi skal bl.a. have så spændende hold som Santos, Internacional, Cruzeiro samt Vitória i sving. Sidstnævnte leverede i sidste runde en sand målfest med hele 12-0 over Imagine fra staten Tocantis.

Udvalgte resultater af fredagens kampe:
Fluminense - América-SP  2-0
Grêmio - Taboão da Serra  0-2
Palmeiras - São Carlos  1-1


Se målene fra Fluminense - América-SP


Se målene fra Palmeiras - São Carlos

Fluminense driblede sig frem til 1/16-finalen i Copa São Paulo (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar