mandag den 27. januar 2014

Pandebraskernes aften på Morumbi

Sáo Paulo-stopperen Antônio Carlos brugte hovedet hele to gange, da 'O Tricolor' hjemme på Morumbi besejrede Oeste med 2-1 i den tredje runde af Campeonato Paulista.

Favoritterne tog teten midt i 1. halvleg ved Antônio Carlos, og den målfarlige forsvarsspiller pandende endnu en scoring ind kort før pausen. 

I 2. halvleg havde Luís Fabiano chancen for at lukke kampen helt, men den tidligere landsholdsangriber måtte se sit straffespark pillet af gæsternes keeper Fernando Leal. 

I stedet bragte Bruno Nunes spændingen tilbage i matchen med sin reducering med små 10 minutter igen. Også her var det en pandebrask, som fik netmaskerne til at blafre.

São Paulo kommer med sejren op på 6 seks points, og 'O Tricolor' beholder sin 1. plads i Gruppe A foran Comercial-SP.

Santos hentede også sin anden sejr i delstatsmesterskaberne dækkende São Paulo. 'O Peixe' (Fisken) havde store problemer ude mod Ituano, men en frisparksscoring af Cícero i overtiden klarede paragrafferne.

'O Peixe' ligger på 2. pladsen i sin gruppe C kun overgået af São Bernardo, som indtil videre har kørt rent trav med lutter sejre,.

De 20 klubber i Campeonato Paulista er delt op i 4 grupper af 5. Man møder kun hold fra de øvrige puljer, og de to bedste mandskaber fra hver gruppe ryger over i kvartfinalen efter de 15 indledende spillerunder.

Søndagens kampe i Campeonato Paulista:
Atlético Sorocaba - Palmeiras  1-4
Bragantino - Comercial-SP  1-3
Ituano - Santos  0-1
Linenese - Mogi Mirim  1-2
São Paulo - Oeste  2-1


Se målene fra São Paulo - Oeste

Luís Fabiano måtte se sit straffespark pillet på Morumbi (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar