søndag den 19. maj 2013

VM-legende ser sønnike score på spritnyt VM-arena

Brasilien har nu fem ud af de seks arenaer klar, som skal bruges i forbindelse med Confederations Cup den 15.-30. juni. 

Estádio Mané Garrincha blev genåbnet denne lørdag med finalekampen om titlen dækkende det føderale distrikt, som indeholder hovedstaden Brasília. 

Finalen stod mellem Brasiliense og Brasília, og det endte med en triumf til de førstnævnte på 3-0. De gulklædte afgjorde affæren i 2. halvleg på mål Bocão, Washington og Romarinho. 

Kampen blev bl.a. overværet af præsident Dilma Rousseff og den gamle landsholdsangriber Romário, som nu folder sig ud i det brasilianske parlament. 

VM-legenden havde ekstra grund til at glæde sig over at være til stede denne lørdag. Sønnike Romarinho kom nemlig på banen i 2. halvleg og angriberen med det forpligtende DNA brillerede med et oplæg og en scoring. 

Det var et helt specielt øjeblik for både far og søn. Det var nemlig første gang, at fatter Romário var "live", mens Romarinho scorede et mål som professionel seniorspiller. VM-helten fra 1992 måtte efterfølgende i fuld offentlighed fælde en tåre eller to, mens sønnike sammenlignede målet med at vinde et verdensmesterskab. 

Med en lille måned frem til Mini-VM i Brasilien mangler vi nu kun at få taget Arena Pernambuco i Recife i brug. Maracanã i Rio de Janeiro, Mineirão i Belo Horizonte, Castelão i Fortaleza, Fonte Nova i Salvador og Mané Garrincha i Brasília har alle fået deres ilddåb.

Se målene fra Brasiliense-Brasília

Ingen kommentarer:

Send en kommentar