torsdag den 2. maj 2013

Fordel Boca Juniors i revanchekamp mod Corinthians

De forsvarende mestre fra Corinthians måtte indkassere et 1-0 nederlag i onsdagens svære udekamp mod Boca Juniors i Copa Libertadores.

1/8-finalen er en gentagelse af sidste års slutkamp, hvor "O Timão" sikrede sig den fornemme titel med 1-1 på La Bombonera fulgt op af en 2-0 sejr hjemme på Pacaembu.

I år bliver det tilsyneladende vanskeligere for Corinthians. Boca Juniors var bedst på dagen, godt opmuntret af de 50.000 fanatiske tilskuere på tribunen, og angriberen Blandi sørgede for det fortjente sejrsmål 13 minutter inde i 2. halvleg.

Corinthians var trods det dårlige spil ikke helt ufarlige, og forwarden Paolo Guerrero var tæt på at levere det vigtige udbanemål, da peruvianeren ramte den ene opstander. 

Duellen på La Bombonera blev et klassisk møde mellem argentinsk og brasiliansk fodbold. Masser af provokationer, 7 advarsler til Boca, 2 til Corinthians og et enkelt rødt kort til hjemmeholdets Ledesma.

Resultatet betyder, at brasserne skal nu vinde returkampen om 14 dage med to kasser for at sikre sig en plads i kvartfinalen. Boca kan omvendt leve med en remis eller et nederlag a la 2-1, hvor udebanemålet bliver udslagsgivende.

Krudttønden er i hvert fald klar til at eksplodere d. 15. maj på et sikkert udsolgt Pacaembu i São Paulo. Det bliver helt sikkert et nyt drama med masser af latinsk passion og temperament.

Se højdepunkterne fra Boca Juniors-Corinthians

Ingen kommentarer:

Send en kommentar