mandag den 13. maj 2013

Dinei lavede en Lewandowski i Bahia-finale

Vitória kan godt sætte champagneflaskerne på køl. Klubben er 99,9% sikker på at vinde årets Campeonato Bahia efter en knusende 7-3 sejr i den første finalekamp over ærkerivalerne fra Bahia.

Bahia havde ganske vist fordel af hjemmebanen Fonte Nova, men det var Vitória, som styrede løjerne fra start. Gæsterne chokstartede med en scoringen efter bare to minutter og var oppe med 3-1 ved pausen.

I 2. halvleg slog Vitória endnu en gang benene væk under "O Tricolor" med en tidlig scoring, og målene fortsatte med at rasle ind bag en stakkels Marcelo Lomba i hjemmeholdets bur.

Angriberen Dinei blev kampens store spiller med fire scoringer, mens Gabriel Paulista, Fabrício og Maxi Biancucchi (Messis fætter) gjorde "Dineiwandowski" selskab på måltavlen.

Fernandão (2) og Adriano sørgede for trøstmålene for "O Tricolor", der nu skal vinde søndagens returkamp i "løvernes hule" med en håndfuld scoringer for at fravriste Vitória årets titel i delstaten Bahia.

Det sker næppe. Vitória og Bahia har nu mødt hinanden tre gange i disse Ba-Vi-classicos, og Vitória har tre sejre og en målscore på 14-5. 

Se målshowet i søndagens Ba-Vi-classico

Ingen kommentarer:

Send en kommentar