torsdag den 30. maj 2013

Salgueiro fældede Fluminenses Libertadores-drømme

Fluminense er færdige i Copa Libertadores efter onsdagens 2-1 nederlag til Olimpia i Asunción. Det første opgør i Rio de Janeiro endte 0-0, så det blev cifrene på Defensores del Chaco, som blev udslagsgivende.

Det så ellers lovende ud for Fluminense, da Rhayner efter bare ni minutters spil udnyttede en bommert i hjemmeholdets bagerste geledder. Stopperen Manzur headede for kort tilbage, og Rhayner var hurtigt fremme og fik vippet bolden over keeperen Martín Silva til 0-1.

Udebanemålet betød, at Olimpia nu skulle passere den braasilianske landsholdskeeper Diego Cavalieri to gange for at gå videre til semifinalen i Sydamerikas fornemste klubturnering. En ikke helt nem mission, men holdet fra Paraguay spillede sin chance og udbyttet kom i slutningen af 1. halvleg.

Først sendte angriberen Juan Manuel Salgueiro et frispark i en flot bue hen over gæsternes ankermand efter 34 minutter, og bare seks minutter var den 30 årige uruguayaner igen på pletten for hjemmeholdet. Fluminense-stopperen Digão begik en unødvendigt straffespark mod Bareiro, og Salgueiros fine sparketeknik satte Olimpia på semifinalekurs. 

Flumiense pressede efter pausen på for at sikre sig en udligning, men hjemmeholdets stærke forsvar holdt stand. Med resultatet 2-1 er Olimpia videre til semifinalen i Copa Libertadores, hvor modstanderen hedder Santa Fe fra Colombia.

Newells Old Boys er også semifinaleklar efter en gyserkamp mod Boca Juniors. Den argentinske duel skulle efter to gange 0-0 afgøres fra straffesparkspletten, og i denne disciplin var Newells Old Boys marginalt bedre. Vi skulle igennem en marathon-forestilling på 26 straffespark førend at der var fundet en sejrherre. 

Newells Old Boys møder i semifinalen vinderen af Atlético Mineiro og Tijuana. Den sidste kvartfinale spilles i nat, hvor Atlético med Ronaldinho tager imod mexicanerne på Arena Independência. Pilen peger i retning af brasserne efter 2-2 i det første opgør i Tijuana. Men uanset resultatet i nat vil vi få to semifinaler med klubhold fra fire forskellige lande, og det er egentlig meget berigende.

Se målene fra Olimpia-Fluminense

Ingen kommentarer:

Send en kommentar