søndag den 26. maj 2013

Fred og Forlan redder Internacional

Der var underholdning for alle pengene, da Vitória og Internacional krydsede klinger i den første runde af den brasilianske Serie A.

Duellen mellem de nykårede delstatsmestre fra hhv. Bahia og Rio Grande do Sul (Gaúcho) endte med 2-2 foran de kun 8.955 betalende tilskuere på VM-arenaen Fonte Nova. 

Vitória kickstartede opgøret med to mål inden for det første kvarter. Messis fætter Maxi Biancucchi satte bolden i nettet efter bare to minutters spil, og Gabriel fordoblede føringen, da han pandede en frisparksbold fra Renato Cajá ind bag Agenor i gæsternes mål.

Internacional var i knæ, men fik rejst sig igen især takket været midtbanespilleren Fred. Den brasilianske U/20-landsholdsspiller stod bag oplægget til Diego Forlans reducering efter en lille halv times spil, og Fred stormede igen igennem hjemmeholdets forsvarslinje små 20 minutter inde i 2. halvleg og satte bolden i kassen til slutresultatet 2-2.

Vitória og Internacional deler med resultatet 2. pladsen i "O Brasileirão". Rækken føres af Vasco da Gama, der kom bedst ud af startblokken med en 1-0 sejr over Portuguesa. Den ecuadorianske forward Tenório satte kampens eneste mål ind i begyndelsen af 2. halvleg.

Der er hele syv kampe på programmet denne søndag. Det mest interessante opgør finder sted på Vila Belmiro, hvor Santos tager imod Flamengo. Her er hovedspørgsmålet: Hvordan vil "O Peixe" (Fisken) klare sig efter salget af Neymar til Barcelona?

Det næste spørgsmål hedder: Hvad gør den sportlige ledelse nu? Den logiske konsekvens vil være at smide krogen ud efter Robinho, som også trænger til at få sat sin karriere på rette spor igen.

Se målene fra Vitória-Internacional

Lørdagens kampe, Serie A:
Corinthians-Botafogo  1-1
Vasco da Gama-Portuguesa  1-0
Vitória-Internacional  2-2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar