mandag den 27. maj 2013

Eks-landsholdsspillere på tavlen for Grêmio

Grêmio fik en mere end godkendt start på årets kampe i den brasilianske Serie A, da "O Tricolor" på den lånte hjemmebane Alfredo Jaconi i Caxias do Sul besejrede Náutico med 2-0.

Gaúchoerne havde smøget ærmerne op og tog med det samme kontrol på kampen. Den fokuserede indsats, som til tider manglede i Copa Libertadores, gav resultat for Vanderlei Luxemburgos udvalgte. 

Rutinerede Zé Roberto med fortid i bl.a. Bayern München sørgede for den første scoring et kvarter inde i 1. halvleg, og en anden eks-landsholdsspiller Elano lukkede og slukkede med målet til 2-0 midt i 2. halvleg.

Grêmio lægger sig med sejren på en delt 3. plads i "O Brasileirão", mens Náutico synker mod den tungere ende af tabellen. Recife-klubben fik samtidigt bekræftet formodningen om, at man primært skal hente sine points hjemme på Arena Pernambuco.

Oprykkerne fra Criciúma fik et flot comeback til landets bedste række med en 3-1 sejr over Bahia. Matheus Ferraz og Lins satte en scoring ind lige på hver sin side af pausen. 

Diones fik reduceret for gæsterne med godt et kvarter igen, men en drømmetræffer af João Vitor med ni minutter igen afgjorde sagerne på Estádio Heriberto Hülse i staten Santa Catarina.

Den flotte sejr sender Criciúma op på 2. pladsen i Serie A kun overgået af Cruzeiro på en bedre målscore. Bahia har det svært, og klubben fra kystbyen Salvador er nu oppe på sin tredje træner i løbet af en måned.

Se målene fra Grêmio-Náutico

Se målene fra Criciúma-Bahia

Ingen kommentarer:

Send en kommentar