mandag den 20. maj 2013

Ronaldinho & Co både tabte og vandt

Atlético Mineiro vandt for andet år i træk mesterskabet dækkende staten Minas Gerais. 

"O Galo" (Hanen) tabte ganske vist den anden finalekamp mod Cruzeiro med 2-1, men Ronaldinho & Co. havde 3-0 med i bagagen fra det første møde for en uge siden. 

Cruzeiro kæmpede bravt godt bakket op af de 42.142 betalende tilskuere på Mineirão og formåede trods det elendige udgangspunkt faktisk at bringe spændingen tilbage om årets titel.

"A Raposa" (Ræven) kunne gå til pausen oppe med 2-0 på to straffesparksscoringer af Dagoberto, og dermed var der kun et mål op til fuldstændig balance i regnskabet.

Ronaldinho punkterede dog ballonen med et lille kvarter igen af kampen, da R10 udnyttede et straffespark begået mod hurtigløberen Luan.

Den lille Luan kom igen i fokus kort før tid, da han brutalt væltede Dagoberto i et kontraangreb. Kampens dommer Leandro Vuaden var hurtigt fremme med det fortjente røde kort, men situationen udløste alligevel en 5-minutters tumult på banen.

Resultatet betød, at Atlético Mineiro fik titlen i hus med en samlet finalesejr på 4-2. Det er en ekstra stor triumf for træner Cuca, som nu har vundet Mineiro-mesterskabet for tredje år i træk. I 2011 som Cruzeiro-træner og de to sidste år i spidsen for Galo.

Se målene fra Cruzeiro-Atlético Mineiro

Fest i Galo-lejren (Foto: O Globo)
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar