mandag den 13. maj 2013

Sydamerikas mest underholdende hold på vej mod mesterskab

Atlético Mineiro har godt fat rundt om kuglerne på Cruzeiro i kampen om titlen i delstaten Minas Gerais.

"O Galo" (Hanen) anført af formstærke Ronaldinho vandt således den første finalekamp hjemme på Arena Independência med 3-0 over de blå ærkerivaler. Dermed ligger Atlético Mineiro mere end godt til, når de to mandskaber spiller returkamp om en uge på Mineirão.

Det blev den lange Jô, som åbnede scoringen efter et kvarters spil på oplæg af R10, og hjemmeholdet slog for alvor knockout efter en lille halv times spil af 2. halvleg.

Angriberen Diego Tardelli og den falske 2'er Marcos Rocha (backen, der spiller over det hele) sørgede med to mål inden for bare seks minutter for at det hele peger mod et nyt Atlético-mesterskab.

Cruzeiro var på dette tidspunkt reduceret til 10 mand efter en udvisning af Bruno Rodrigo, og det er ikke sjovt mod Atlético Mineiros angrebsmaskine.

Ronaldinho & Co. er bare Sydamerikas bedst spillende hold for tiden, og det er skønt, at Cucas mandskab sandsynligvis også bliver belønnet med nogle titler.

Se målene fra Atlético Mineiro-Cruzeiro

Ingen kommentarer:

Send en kommentar