torsdag den 27. juni 2013

Paulinho pandede Brasilien i finalen

Brasilien er klar til finalen i Confederations Cup for tredje gang i træk efter onsdagens semifinalesejr på 2-1 over Uruguay.

Paulinho blev matchvinder for hjemmeholdet med bare fire minutter igen, da Corinthians-spilleren headede et hjørnespark fra Neymar i kassen til stor jubel for de 57.483 betalende tilskuere på Mineirão.

Det blev en lige så vanskelig opgave for Brasilien som forudsagt. Uruguay var farligst i 1. halvleg og havde en kæmpe mulighed for at komme foran efter 12 minutter. David Luíz hev Lugano omkuld i det kriminelle felt, men Diego Forlan misbrugte efterfølgende tilbuddet fra straffesparkspletten. 

I stedet kom Brasilien foran kort før pausen. Neymar udnyttede Paulinhos dybe aflevering til at komme til afslutning, og Fred var hurtigt over returen fra Uruguays keeper Muslera. En stor triumf for Fred, som var tilbage på den bane, hvorfra karrieren tog fart for små 10 år siden.

Uruguay slog tilbage i begyndelsen af 2. halvleg. Gæsternes kombinerede sig fint og hurtigt igennem brassernes forsvarslinje, og Cavani var hurtig på aftrækkeren, da bolden lidt tilfældigt endte for fødderne af Napoli-angriberen.

Dermed var alt åbent igen, som det som oftest er, når Brasilien og Uruguay krydser klinger. Det fleste af de mange tilskuere på det flotte stadion i Belo Horizonte havde forventet 2 x 15 minutter, men den måske kommende Tottenham-spiller Paulinho slog til med sejrsmålet kort før tid.

Den brasilianske landstræner Luís Felipe Scolari skal have ros for sit arbejde denne onsdag. VM-træneren fra 2002 satsede lidt, da han med godt 25 minutter igen satte den unge Bernard ind i stedet for Hulk. Den spinkle Atlético Mineiro-kant kommer netop fra Belo Horizonte, og indskiftningen gav en god effekt på banen og ikke mindst på tribunerne.

Bernard er i kikkerten hos mange europæiske klubber, og han har tilsyneladende nu også overhalet PSG-stjernen Lucas Moura i kampen om at være Felipãos foretrukne angrebsjoker. Det virker som om at Lucas Moura ligesom ved OL stille og roligt er ved at blive kørt ud på et sidespor.

Brasilien møder i finalen enten Spanien eller Italien. Vi finderen modstanderen i aften, hvor de to europæiske giganter spiller semifinale i Fortaleza. Kmapne kan ses direkte på TV2 med start kl. 20.50.

Brasiliens opstilling (4-3-3)
Júlio César;
Daniel Alves, Thiago Silva, David Luíz, Marcelo;
Luíz Gustavo, Paulinho, Oscar (Hernanes);
Hulk (Bernard), Fred, Neymar (Dante)

Uruguays opstilling (4-3-3)
Muslera;
Pereira, Godin, Lugano, Cáceres;
Gonzales (Gargano), Arévalo, Rodriguez;
Cavani, Forlan, Suárez

Se højdepunkterne fra Brasilien - Uruguay

Ingen kommentarer:

Send en kommentar