fredag den 28. juni 2013

Brasilien er ikke bange for Spanien

Brasilien møder på søndag Spanien i finalen i Confederations Cup, men udsigten til at møde de forsvarende europa- og verdensmestre får ikke den brasilianske landsholdslejr til at ryste i bukserne.

Den erfarne træner Carlos Alberto Parreira, som i dag fungerer som teknisk rådgiver for landstræner Luíz Felipe Scolari, fortæller i et interview til nationalt TV torsdag aften, at Brasilien ikke vil ændre på noget som helst op til kampen mod Spanien.
Vi vil fortsætte med det, som indtil videre er gået så godt. Et Brasilien på hjemmebane skal tage initiativet i kampen fra start, som vi gjorde det mod Japan, Mexico og Italien
Spanien er med semifinalesejren over Italien nu oppe på 29 kampe i træk uden nederlag, men Parreira er sikker på at Brasilien på søndag kommer til at gøre en ende på spaniernes flotte serie.
Det er på tide, at Spanien får sit første nederlag. Italienerne beviste især i 1. halvleg, at man med vilje, beslutsomhed og intelligens godt kan besejre Spanien
Carlos Alberto Parreira fortæller endvidere, at man i den brasilianske lejr var ligeglade med om man skulle møde Spanien eller Italien i finalen.
Brasilien mod Spanien bliver den finale, som de fleste fodboldinteresserede havde set frem til. Vi er i et fantastisk forløb med fem kampe i træk uden nederlag, så vi glæder os meget til kampen mod Spanien
Finalen spilles på søndag på fodboldtemplet Maracanã, og TV2 viser kampen direkte med optakt fra kl. 23.15.

Parreira vandt bl.a. VM i 1994 med Brasilien (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar