mandag den 3. juni 2013

Forlan & Co. fejlede fælt mod Bahia

Internacional fik sit første nederlag i årets Serie A, mens Bahia til gengæld høstede sin første sejr, da de to klubber stødte sammen i Caxias do Sul, hvor "O Colorado" (De Røde) spiller sine hjemmekampe, mens Beira-Rio i Porto Alegre er under ombygning mhp. VM 2014.

Gæsterne fik en drømmestart mod favoritterne med et golaço af Ryder efter bare ni minutters spil, og mandskabet fra Salvador fik for alvor tro på sagerne, da Fernandão fordoblede føringen 16 minutter inde i 2. halvleg.

Internacional gik derefter over til at spille med tre angribere, og satsningen gav straks bonus med en scoring af Diego Forlan i det 19. minut. Hjemmeholdet fortsatte presset, men Bahias bagerste kæde holdt stand over for den røde angrebsbølge.

Bahia rykker med sejren op som 10'er i tabellen og lægger sig lige i halen på Internacional på 9. pladsen. Begge mandskaber er noteret for én sejr, én remis og ét nederlag.

Både Náutico og Portuguesa kom på pointtavlen, da de to mandskaber spillede 2-2 på Aflitos i Recife. Det var Náuticos sidste hjemmekamp på dette stadion, som af mange modstandere har fået betegnelsen som Brasiliens værste udebane. Nu bliver rammerne nogle helt andre, når der fremover skal inviteres til bold på den spritnye Arena Pernambuco.

De 15.013 betalende tilskuere var tæt på at få et nederlag i afskedsgave, men Marcos Vinícius fik i overtiden reddet det ene point for "Timbu". Rogério havde ellers bragt Náutico foran efter 16 minutters spil, men Michel og Romão fik sat værterne under pres med en scoring på hver sin side af pausen.

Det uafgjorte resultat var ikke nok til at flytte hverken Náutico eller Portuguesa væk fra bundplaceringerne. Náutico er fortsat på sidstepladsen, mens Portuguesas bedre målscore holder dem på en 18. plads ud af de 20 hold. Et godt bud er, at begge klubber er at finde under nedrykningsstregen, når vi i starten af december har gennemført de 38. spillerunder.

Se målene fra Internacional-Bahia

Se målene fra Náutico-Portuguesa

Søndagens kamp, Serie A:
Atlético-MG - São Paulo  0-0
Fluminense - Criciúma  3-0
Internacional - Bahia  1-2
Náutico - Portuguesa  2-2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar