onsdag den 5. juni 2013

Solotur a la Neymar i den brasilianske Serie B

Palmeiras kom tilbage på vindersporet i Serie B med en hjemmesejr på 2-1 over Avaí i den fjerde spillerunde. 

Lejesvenden Leandro gav "O Verdão" (De Grønne) en ønskestart med en scoring efter bare tre minutter, men Márcio Diogo fik udlignet midt i halvlegen på et mål, der havde nærmest neymarsk skær over sig.

Avaí-angriberen modtog bolden på egen banehalvdel, og så gik det ellers i fuld galop direkte mod værternes mål. Márcio Diogo afsluttede den fornemme solotur med at sende bolden op i nettaget uden chance for keeperen Bruno.

Palmeiras nappede alligevel de tre points takket været en indskiftning af Ronny. Den 21-årige angriber med fortid i Vitesse kom på banen med godt et kvarter igen, og han skulle bruge mindre end et minut til at score sejrsmålet.

Med sejren rykkede Palmeiras op på 3. pladsen med ni points for fire kampe, mens Avaí med årets første nederlag må en tur ud af Top 4.

Der var vaskeægte topopgør på Orlando Scarpelli i Florianópolis, hvor duksen Figueirense tog imod rækkens nummer 2 fra Chapecoense. Gæsterne trak det længste strå med en 2-0 sejr, og dermed overtager Chapecoense 1. pladsen i rækken, men Figueiriense må ned på 4. pladsen.

Wanderson bragte oprykkerne foran efter 36 minutters spil, og holdets topscorer Bruno Rangel fordoblede føringen med et lille kvarter igen af kampen. Figueirense fik i overtiden tildelt et straffespark, men rækkens mest scorende spiller Rafael Costa misbrugte forsøget fra pletten.

Hjemmestærke Joinville rykker op på 2. pladsen i rækken efter en 3-1 sejr over América-RN. Ronaldo, Marcelo Costa og Sandro scorede for Joinville, mens Edvânio nettede for gæsterne.

Kampene i den hæsblæsende Serie B fortsætter på fredag med seks kampe, og runden afsluttes lørdag med de resterede fire opgør.

Se målene fra Palmeiras - Avaí

Se målene fra Joinville - América-RN

Tirsdagens kampe, Serie B:
ABC - Bragantino  1-1
Boa - ASA  1-2
Figueirense - Chapecoense  0-2
Guaratinguetá - Sport Recife  1-4
Icasa - América-MG  1-2
Joinville - América-RN  3-1
Oeste - Ceará  2-1
Palmeiras - Avaí  2-1
Paysandu - Paraná  2-0
São Caetano - Atlético-GO  4-2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar