torsdag den 10. januar 2013

Léo og Leandro sikrer Corinthians den første sejr i Copa São Paulo

Corinthians kom for alvor i gang i dette års Copa São Paulo de Futebol Júnior med en 3-0 sejr over Americano-MA. De forsvarende mestre skulle kun bruge de første 45 minutter til at afgøre kampen mod holdet fra Maranhão. Venstrekanten Léo åbnede scoringen efter et lille kvarters spil, da han nød godt af dels Paulinhos flotte forarbejde samt en noget sløset linjedommerindsats. Léo var nemlig i klar strafbar offside, da han modtog afleveringen fra Paulinho. Centerangriberen Leandro scorede de to sidste mål, og her var Léo begge gange i oplæggerens rolle. Corinthians tog det mere roligt efter pausen og kunne sikkert rulle i mål med den komfortable føring. "O Timão" (Det Store Hold) skal i aktion igen på lørdag, hvor det gælder kampen om 1. pladsen i Gruppe G. Modstanderen er União São João, som har maksimum efter de to spillerunder. Det kan Corinthians ikke prale af, da man smed to points i åbningskampen mod XV de Piracicaba.
 
Denne syvende kampdag i den store ungdomseliteturnering bød på en kæmpe sensation, da Grêmio tabte med 2-0 til Espigão i Gruppe A. En pinlig indsats af gauchoerne, der sluttede kampen af med 9 mand på banen. Leandro og Halif scorede for det undertippede hold fra staten Rondônia. Resultatet betyder, at  Grêmio læner sig kraftigt op ad en elimination.

Se målene fra Corinthians-Americano-MA

Ingen kommentarer:

Send en kommentar