mandag den 7. januar 2013

Corinthians hakkende fra start i Copa São Paulo

Corinthians vandt Copa São Paulo de Futebol Júnior i 2012. Meget tyder dog på, at de ottedobbelte turneringsvindere ikke kommer helt så langt i dette års udgave. "O Timão" (Det Store Hold) kom i hvert fald noget hakkende fra start mod XV de Piracicaba med resultatet 2-2. Favoritterne virkede rystende nervøse, forsvaret sejlede, men moralen viste sig til gengæld at holde vand. Det er trods alt en styrke at komme tilbage efter at have været bagud to gange. Banen var heller ikke just nogen medspiller. Den megen regn betød, at græsset ikke kunne klippes, så de 22 spillere bevægede sig rundt i noget, som kunne betegnes som "knæhøjt karse". Nikolas og Gustavo sørgede for målene til  XV de Piracicaba, mens profilerne Leandro og Léo reddede Corinthians fra et pinligt nederlag. Med søndagens resultater føres Gruppe G af União São João, der besejrede Americano fra staten Maranhão med 3-1 i sin åbningskamp. De fire hold skal igen i aktion på onsdag.
 
Se målene fra Corinthians-XV de Piracicaba
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar