søndag den 27. januar 2013

Gulddrengen modtaget med pompt og pragt i Coritiba

Alex fik nærmest en heltemodtagelse, da den 35-årige midtbanespiller gjorde comeback for Coritiba i lørdagens testkamp mod argentinske Colón. 'Menino de Ouro' (Gulddrengen) forlod barndomsklubben tilbage i 1997, og nu har den sympatiske spiller altså valgt at slutte karrieren af, hvor det hele startede. Det er noget af et imponerende CV, som Alex har skrabet sig sammen i de mellemliggende 16 år. 49 landskampe og 12 mål er det blevet til for det brasilianske landshold, og klubkarrieren har budt på masser af titler for Palmeiras, Flamengo, Cruzeiro og Fenerbahçe. Alex skabte sig et kæmpe navn i tyrkisk fodbold, hvor Fenerbahçe-fansene til sidst rejste en statue til ære for den populære anfører.
Lørdagens test mod Colón sluttede lidt skuffende 1-1, men de 12.734 tilskuere på Couto Pereira kunne konstatere, at Alex bliver en kæmpe gevinst for holdet. Anføreren faldt godt ind i spillet og gav adskillige prøver på sin målfarlighed med skud på træværket og en enkelt annulleret scoring. De argentinske gæster var tæt på at hive sejren hjem på det mål, som Gigliotti satte ind efter 10 minutter inde i 2. halvleg, men Deivid fik reddet hjemmeholdet med sin scoring i overtiden. Kampen bød ud over de to mål også på fem udvisninger, hvor Colón nappede de tre. Coritiba skal i kamp igen i dag, hvor man møder Cianorte i Campeonato Paranaense. Det bliver en opgave for klubbens reserver, så Alex skal nok først snøre støvlerne igen på torsdag i hjemmekampen mod J. Malucelli.

Se målene fra Coritiba-Colón

Gulddrengen får annulleret en scoring

Frispark af Alex på træværket

Ingen kommentarer:

Send en kommentar