fredag den 25. januar 2013

Fluminense og Vasco fra start med max i Rio de Janeiro

Økonomisk trængte Vasco da Gama fik lidt opmuntring på fodboldbanen, da man hjemme på São Januário besejrede Macaé med 4-2 i den anden runde af delstatsmesterskabet dækkende Rio de Janeiro. Spillet svingende ganske vist i kvalitet, men det må man forvente efter holdets mange udskiftninger. Man erstatter ikke lige erfarne spillere som Juninho Pernambucano, Alecsandro og Fernando Prass på et par uger. Bernardo, Carlos Alberto, André Ribeiro og nøglespilleren Dedé scorede for Vasco, mens Michel og Anderson kom på tavlen for gæsterne. Stopperen Dedé er forøvrigt blevet rygtet flere gang til Corinthians, men indtil videre har Vasco-præsidenten Roberto Dinamite vendt det blinde øje til frierierne.
Fluminense er lige som Vasco kommet godt fra start med fuldt pointhøst efter 2 kampe. Torsdagens kamp mod Olaria blev vundet uden de store dikkedarer med cifrene 3-1. "O Tricolor" var foran med tre mål inden at Olaria fik pyntet på resultatet. Anfører Leandro Euzébio, raketten Wellington Nem samt Jean scorede for hjemmeholdet. Léo Rocha stod for gæsternes enlige træffer.
Flamengo og Botafogo skuffede til gengæld sine mange fans i denne midtuge. Flamengo fik kun 1-1 med hjem fra Madureira. Favoritterne tog ellers føringen ved kampens bedste spiller Ibson, men Rodrigo skaffede hjemmeholdet et overraskende point på straffespark. Botafogo var slet ikke til at kende efter den flotte åbningskamp. 0-0 ude mod Bangu taler sit eget sprog.
Fluminense fører sin Gruppe A foran Flamengo og Audax Rio, mens
Vasco tager spidsen i Gruppe B foran Friburguense og Botafogo. De to bedste fra hver pulje går videre til semifinale i denne første delturnering ud af to.

Se målene fra Vasco da Gama-Macaé

Campeonato Carioca, udvalgte resultater: Bangu-Botafogo  0-0
Fluminense-Olaria  3-1
Madureira-Flamengo  1-1
Vasco da Gama-Macaé  4-2
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar