søndag den 3. august 2014

Uskarpe Alexandre Pato fik publikum på nakken

São Paulo FC bommede endnu en gang i Serie A, da ‘O Tricolor’ hjemme på Morumbi spillede 1-1 med dumpekandidaterne fra Criciúma. 

Hjemmeholdet spillede ellers en ok kamp, men manglende effektivitet betød, at det kun blev ved en enkelt scoring sat ind af Alan Kardec 28 min. inde i 2. halvleg efter et flot oplæg af playmakeren Paulo Henrique Ganso.

Det blev dyrt for São Paulo, som bare 10 minutter før tid måtte se Rodrigo Souza udligne for 'Tigrene’ efter en fejl af den 41-årige keeperveteran Rogério Ceni.  

Kampen blev overværet af hele 46.617 betalende tilskuere. Mange havde købt billet i forventning om at se  Kaká, men den tidligere landsholdsspiller sad ude med en skade.

Det gjorde Luís Fabiano også, og det gav pladsen i front til en godt fightende, men noget uskarp Alexandre Pato, som efter tre kiksede afslutninger fik de mange tilskuere på nakken.

Resultatet betyder, at São Paulo godt nok avancerer til 7. pladsen, men Top 4 kan risikere at være 5 points væk afhængig af søndagens resultater. Criciúma er fortsat på 12. pladsen med 5 points ned til nedrykningsstregen.

Se målene fra São Paulo - Criciúma

Uskarpe Alexandre Pato fik chancen fra start for São Paulo (Foto: Lance)

Lørdagens kampe i Serie A:
Botafogo - Cruzeiro  1-1
São Paulo - Criciúma  1-1
Vitória - Grêmio  2-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar