mandag den 4. august 2014

Super Cup-vinderne reddet af to selvmål - igen...

Atlético-MG havde forpagtet al heldet, da ‘O Galo’ (Hanen) hjemme på Arena Independência hentede en 3-1 sejr over navnebrødrene fra Atlético-PR i den 13. runde af Serie A.

Kampen stod 1-1 med et kvarter igen, men så slog gæsterne til med to selvmål. Først var det den unge stopper Léo Pereira, som sendte et indlæg fra indskiftede Luan i eget net, og med fire minuttter igen var det midtbanespilleren Deivid, som snød sin egen keeper med en kikset clearing.

Atlético-MG's sejr på 3-1 over Atlético-PR var nu fortjent nok. Klubben, som i denne uge sagde officielt farvel til Ronaldinho, skabte flest chancer, men træværket og en uskarp Jô holdt scoringen nede til den ene, som stopperen Leonardo Silva headede ind efter 34 minutter af 1. halvleg.

Gæsterne fik dog udlignet 11 minutter efter pausen, da den 18-årige playmaker Marcos Guilherme overlistede Victor med et skud udefra. Victor var en af de tre brasilianske VM-målmænd, men ved scoringen virkede han alt andet end landsholdsklar. 

Og så lige det der med selvmål... Det er ikke mere end 10 dage siden, at Atlético-MG vandt den sydamerikanske Super Cup over Lanús på scoringer sat ind af uheldige argentinske spillere. Man kan passende spørge, hvad 'O Galo' skal med angribere, når modstanderne laver arbejdet for dem (Se scoringerne her).

Atlético-MG ligger med sejren på 11. pladsen i Serie A med 6 points op til Top 4, men klubben fra Belo Horizonte har en kamp til gode i forhold til de foranliggende hold. Atlético-PR er 9‘er i tabellen med 5 points op til de pladser, som udløser en plads i Copa Libertadores 2015.

Se målene fra Atlético-MG - Atlético-PR

Luan fremprovokerede ligesom i Recopa-finalen mod Lanús et selvmål (Foto:  O Globo)

Søndagens kampe i Serie A:
Atlético-MG - Atlético-PR  3-1
Chapecoense - Flamengo  1-0 (Tjek Flamengos danske side)
Coritiba - Corinthians  0-0
Figueirense - Sport Recife  3-0
Fluminense - Goiás  2-0
Internacional - Santos  1-0
Palmeiras - Bahia  1-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar