fredag den 15. august 2014

Robinho sprudler i Santos-trøjen

En sprudlende Robinho leverede en scoring og en assist, da Santos hjemme på Vila Belmiro besejrede Londrina med 2-0 i returkampen i Copa do Brasil. Santos havde tabt det første opgør i Londrina med 2-1, men med resultatet på hjemmebanen kvalificerede ‘O Peixe’ (Fisken) sig til 1/8-finalen i den brasilianske pokalturnering med en samlet sejr på 3-2.

Efter en målløs 1. halvleg slog Robinho til 7 minutter inde i 2. halvleg på et ‘golaço’, og med bare et par minutter til slutfløjtet sørgede lejesvenden fra Milan for oplægget til Rildos scoring til slutresultatet 2-0. Robinbo har nu spillet to kampe for Santos, men man kan allerede slå fast, at driblekongen bliver en kæmpe gevinst for barndomsklubben.

I torsdagens anden pokalkamp spillede Santa Cruz og Santa Rita 1-1. Santa Rita vandt det omvendte opgør med 3-2, og holdet, som til hverdag spiller nede i de regionale rækker, løser dermed billet til næste fase, hvor der måske venter storhold som Atlético-MG, Atlético-PR,  Botafogo, Corinthians, Cruzeiro, Flamengo, Grêmio, Palmeiras eller Santos.

Lodtrækningen til 1/8-finalerne sker på mandag på CBF’s hovedkontor i Rio de Janeiro.

Se målene fra Santos - Londrina

Robinho + Santos = sambafodbold (Foto: O Globo)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar