søndag den 3. august 2014

Botafogo holdt stand mod topholdet trods tomme lommer

Mesterskabsfavoritterne fra Cruzeiro måtte noget skuffende nøjes med 1-1 ude mod kriseramte Botafogo, som ikke har betalt sine spillere løn i snart tre måneder.

Trods de tomme lommer var det hjemmeholdet, som tog teten på Maracanã. Det var Edílsson, som efter 25 min. af 1. halvleg passerede en ikke helt heldig Fábio i gæsternes bur.

Cruzeiros udligning faldt 14 min. efter pausen, hvor Léo bankede bolden op i nettaget efter oplæg fra stopperkollegaen Dedé.

Gæstene havde fortjent sejren. De havde bolden mest, havde flest afslutninger, men stolpen og keeperen Jefferson stod i vejen for Cruzeiros femte sejr i træk.

Cruzeiro topper fortsat Serie A, men ‘A Raposa’ (Ræven) kan risikere at se sit forspring reduceret til 3 points, såfremt Corinthians vinder søndagens udekamp mod Coritiba, mens Botafogo ligger nummer 15 i tabellen med 3 points ned til nedrykningsstregen.

Se målene fra Botafogo - Cruzeiro

Botafogo-spillerne viste sammenhold trods de tomme lommer (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar