torsdag den 28. august 2014

Mestrene gav debut til 'Den ny Neymar'

Cruzeiro levede fuldt op til favoritværdigheden, da man tog imod Santa Rita fra den nordlige stat Alagoas i 1/8-finalen i Copa do Brasil.  ‘A Raposa’ (Ræven) dominerede alle 90 minutter og bankede bolden ind 5 gange mod gæsterne, der til dagligt spiller nede i de regionale rækker. Det var en historisk sejr for Cruzeiro, idet det var nummer 1.000 på hjemmebanen Mineirão.

Den bolivianske landsholdsangriber Marcelo Moreno var den store profil med 2 kasser, mens Dedé, Júlio Baptista og Henrique sørgede for de øvrige scoringer. Cruzeiro gav debut til den 20-årige angriber Neílton, som i sin tid i Santos blev kaldt for ‘Den nye Neymar’. Klubber som Tottenham og Chelsea var ude efter guldfuglen, der ikke kunne blive enig med Santos om en forlængelse. 

Det blev nu ikke noget Premier League i denne omgang, men derimod fortsat spil i Brasilien for mesterholdet, som udnyttede at stortalentets kontrakt med Santos var udløbet. Neílton kom i aktion i den sidste halve time af kampen, og han viste små prøver på sin tekniske kunnen og speed. Faktisk virkede Neílton klart stærkere end Cruzeiros U20-landsholdsspiller Alisson, der fik chancen i den første time. 

Cruzeiro er med 5-0-sejren så godt som sikker på en plads i kvartfinalen i pokalturneringen. Der skal lige spilles en returkamp på Municipal Arapiraca i Alagoas, men der skal ske noget helt ekstraordinært, såfremt Santa Rita skal hente fem mål på de brasilianske mestre. Og Neílton, han har stadig et stykke vej til idealopstillingen, men mon ikke angriberen får 90 minutter på banen i returkampen i næste uge.

Se højdepunkterne fra Cruzeiro - Santa Rita

Neílton spillede sin første officielle kamp i 10 måneder (Foto: Estado de Minas)

1/8-finaler i Copa do Brasil:
América-RN - Atlético-PR  3-0
Botafogo - Ceará  1-2
Bragantino - Corinthians  1-0
Coritiba - Flamengo  3-0
Cruzeiro - Santa Rita  5-0
Palmeiras - Atlético-MG  0-1
Vasco da Gama - ABC  1-1 (fra tirsdag)

Der spilles returkampe den 2.-4. september.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar