torsdag den 14. august 2014

Tung pokalaften for målmandslegenden Rogério Ceni

São Paulo smed en sikker plads i 1/8-finalen i Copa do Brasil i skraldespanden, da ‘O Tricolor’ hjemme på Morumbi tabte med 1-3 i onsdagens returkamp mod Bragantino. Favoritterne havde vundet det første opgør på fremmed græs med 2-1, og INGEN havde forventet, at dette forspring ville blive sat over styr mod et af bundholdene fra Serie B.

Det startede nu ellers meget godt for São Paulo, som kom foran ved Paulo Miranda, men så slog gæsterne til med scoringer af Cesinha, Gustavo og Guilherme. Og lad os bare konstatere at hjemmeholdets 41-årige målmandslegende Rogério Ceni ikke så for heldig ud ved to af scoringerne.

São Paulo må dermed vinke farvel til pokalturneringen med et samlet nederlag på 4-3. Det eneste som kan trøste klubben fra millionbyen er, at de ikke var det eneste storhold, som skred i svinget mod en modstander fra den næstbedste brasilianske fodboldrække denne onsdag aften. 

Se målene fra São Paulo - Bragantino

Ingen pokaltriumf til Rogério Ceni i sin sidste sæson i São Paulo-buret (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar