onsdag den 26. februar 2014

Grêmio-talenter blomstrer i Copa Libertadores

Grêmio er kommet forrygende fra start i Copa Libertadores efter at 'O Tricolor' tirsdag aften med en 3-0 sejr over Nacional de Medellín hentede sin anden gevinst ud af to mulige i gruppespillet.

Det var ungdommen, som stjal billedet på Arena Grêmio. Luan, Ramiro og Alán Ruíz sørgede for målene, mens Ramiro og Wendell stod fadder til de to første. Fælles for de fire spillere er, at ingen af dem endnu har rundet de 21 år.

De colombianske gæster følte sig snydt i forbindelse med kampens første scoring. Ramiro spillede bolden frem til Riveros, som var i en klar offside-position og tillige søgte bolden. Den paraguayanske spillede trak sig dog i sidste øjeblik, så Luan kunne komme til fadet og vippe bolden ind til 1-0.

I min optik overså linjedommeren en strafbar off-side, men det kan vi måske få twitterservicen #fodbolddommer/livedommer til at kigge på. De får i hvert fald et tweet herfra, så vi kan få opklaret mysteriet.

Grêmio fører Gruppe 6 med tre points ned til Nacional de Medellín på 2. pladsen. De to sidste hold i denne 'Dødens Gruppe' er Newell's Old Boys og Nacional fra Uruguay, og de møder hinanden torsdag i Buenos Aires.

Se målene fra Grêmio - Nacional de Medellín

Luan, Ramiro og Wendell i fælleskrammer efter den første scoring (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar