onsdag den 26. februar 2014

Cruzeiro gav Universidad de Chile en fodboldlektion

Cruzeiro tog grundig revanche for åbningsbommerten i Copa Libertadores, da 'A Raposa' (Ræven) hjemme på Mineirão lammetævede Universidad de Chile med hele 5-1. 

Ricardo Goulart blev kampens store spiller med et hattrick og en assist, mens Dagoberto og Willian stod for hjemmeholdets øvrige scoringer. Chilenernes trøstmål blev chippet ind af Lorenzetti midt i 2. halvleg.

Cruzeiro var gæsterne totalt overlegne og sejren var ikke et mål for stort. Værterne dominerede opgøret fra første fløjt, og tempoet og bredden i spillet voldte chilenerne store problemer.

Universidad de Chile stillede op med de sædvanlige 3 i den bageste kæde, og de kunne ikke holde hjemmeholdets angrebstrio, som hurtigt blev til en kvartet, når Ricardo Goulart tog sine giftige dybe løb.

Cruzeiro rykker med sejren op på 1. pladsen i Gruppe 5, hvor alle fire hold nu er noteret for 3 points for to kampe. Brasserne skal i aktion næste gang den 11. marts, hvor opgaven hedder Defensor i Montevideo. Uruguayanerne viste skræmmende styrke sidst med en hjemmesejr på 4-1 over Real Garcilaso fra Peru.

Se målene fra Cruzeiro - Universidad de Chile

Ricardo Goulart kunne passende skifte efternavn til 'Goool'-art (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar