mandag den 3. februar 2014

Fantastisk start af Palmeiras i jubilæumsåret

Palmeiras har fået en fantastisk start på sit 100 års jubilæum med fem sejre i træk. Denne søndag stod 'O Verdão' (De Grønne) over for sin hidtil største udfordring i form af São Paulo i Campeonato Paulista, men Valdívia & Co. klarede opgaven til et rent 12-tal med en sejr på 2-0.

Den chilenske landsholdsspiller åbnede selv scoringen midt i 1. halvleg, mens Alan Kardec lukkede kampen med et lille kvarter igen, da lejesvenden fra Benfica udnyttede et straffespark begået mod ham selv.

Palmeiras sagde ellers i denne uge farvel til sin kaptajn og forsvarskrumtap Henrique, som fortsætter karrieren i Napoli, men det tab overlevede man i første omgang uden problemer. Den gamle landsholdsstopper Lúcio overtog dirigentstokken mod netop den klub, som for et halvt år siden sendte ham på porten for at sprede dårlig stemning i omklædningsrummet

'O Verdão' fører sin Gruppe D og har direkte kurs mod kvartfinalerne. São Paulo ligger stadigvæk i teten af Gruppe A med to points ned til den nærmeste forfølger. Campeonato Paulista er bygget op af et grundspil på 15 kampe, hvorefter de to bedste fra de fire indrettede puljer får en plads i slutspillet, som afvikles efter cup-systemet.

Se målene fra Palmeiras - São Paulo

Valdívia & Co. har kurs mod slutspillet i Campeonato Paulista (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar