mandag den 24. februar 2014

Dark Horse til VM-truppen skyder med skarpt

Den brasilianske landstræner Luíz Felipe Scolari udtager i dag 3-4 spillere fra den hjemlige liga til testkampen den 5. marts mod Sydafrika. Det bliver tale om 2-3 angribere samt en målmand til at agere backup for den foretrukne Júlio César.

Der er en del navne i spil til angrebspositionerne. Fred fra Fluminense er Scolaris førstevalg, og han er tilbage på banen efter skadesproblemer. Helt skarp er landsholdsbomberen nu ikke med ét mål og to brændte straffespark i de sidste tre kampe. Carlos Alberto Parreira, som er teknisk rådgiver for Scolari, har dog allerede meldt ud, at Fred kommer med i flyveren til Johannesburg.

Atlético-MG-angriberen Jô er også favorit til at nuppe en af pladserne. Den lange angriber scorede et enkelt mål, da 'O Galo' (Hanen) vendte 0-2 til 3-2 i søndagens derby mod América på Arena Independência i Belo Horizonte. Jeg så selv kampen live. Jô gjorde det fint som opspilsstation, og han var på pletten, når der skulle følges op på returer. 

Men en der brillerede stort for Atlético denne eftermiddag var angriberen Diego Tardelli. Han knaldede selv to bolde i kassen og fik bevist at formen er der hvor den skal være. Tardelli nævnes af mange som en dark-horse til en plads i VM-truppen. Han kan spille alle de fire forreste pladser, og det kan blive brugbart i en lang og hård slutrunde.

Den sidste kandidat til en angriberplads er Alan Kardec fra Palmeiras. Han er mere den klassiske forward, og lejesvenden fra Benfica har fået en flot start på året for 'O Verdão' (De Grønne) med 5 scoringer i 9 kampe.

Og så er der endelig målmandsposten. Her er Jefferson fra Botafogo favorit til pladsen som reserve, men pladsen kan også gå til Victor fra Atlético-MG. Fábio fra Cruzeiro nævnes af mange brasilianere som landets bedste keeper, men han har ikke været inde i landsholdsvarmen i de sidste 3 år.

Vi får se, hvad Scolari vælger. VM-truppen med de 23 navne skal være på plads den 7. maj, men kampen mod Sydafrika er den sidste test i landsholdsregi. Der er allerede udtaget 16 'udlændige' til opgøret og det er som følger:

Målmænd: Júlio César (Toronto FC)

Backs: Daniel Alves (Barcelona), Rafinha (Bayern München), Marcelo (Real Madrid)

Midterforsvar: Thiago Silva (PSG), Davíd Luíz (Chelsea), Dante (Bayern München) Midtbane: Luíz Gustavo (Wolfsburg), Paulinho (Tottenham), Fernandinho (Manchester City) Willian, Oscar og Ramires (alle Chelsea)

Angreb: Bernard (Shakhtar), Hulk (Zenit) og Neymar (Barcelona)

Se Tardelli i aktion i kampen mellem Atlético-MG - América-MG

Diego Tardelli - dark horse til VM-truppen 2014 (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar