onsdag den 5. februar 2014

Brasiliansk sambafodbold tilbage på dansk TV!

Kanal Sport kunne tirsdag offentliggøre at man har købt rettighederne til at vise brasiliansk klubfodbold, og stationen lægger stærkt ud med fire kampe ’ao-vivo’ inden udgangen af denne uge. En dejlig nyhed for os, der elsker brasiliansk fodbold, og en sur en af slagsen for dem, som må prioritere deres nattesøvn. 

Vi kan i de næste små tre måneder se kampe fra Campeonato Paulista, som er delstatsmesterskaber dækkende São Paulo, mens Kanal Sport fra midten af april og frem til december blænder op for den landsdækkende Serie A og kampen om det brasilianske mesterskab. 

Campeonato Paulista er den hårdeste af de ialt 27 regionale mesterskaber i det store fodboldland, og i år bliver kampen om trofæet ekstra grum. Corinthians, Palmeiras, São Paulo og Santos – de fire giganter i staten - bommede alle kvalifikationen til Copa Libertadores 2014, og fansene forlanger nu revanche. 

Vi fik et indtryk af presset i lørdags, hvor 100 af Corinthians’ mest hjernedøde tilhængere entrede træningen og truede spillere korporligt, hvis de ikke tog sig sammen. Verdensmestrene fra 2012 tabte om onsdagen med 5-1 til et meget ungt og talentfuldt Santos-hold,  og det var mere end hvad fansene ville stå model til. 

Der er nu ikke alene udbrudt nærmest krig mellem klubben og supportere, men også spillerne er på banen med trusler om strejke, såfremt fodboldforbundet ikke vil skride til handling for at garantere sikkerheden. Og der er opbakning fra spillerne i de andre klubber, som også er godt og grundig trætte af de evindelige trusler, som rammer både dem selv og familien. Vi må se hvordan historien lander. Forhåbentlig får vi en masse god fodbold på skærmen, mens man i kulissen tager fat på at løse de alvorlige problemer, som har martret den brasilianske klubfodbold i alt for mange år.

Favoritfeltet:

Corinthians
'O Timão' vandt titlen i 2013 efter en finalesejr over Santos. Man rummer en stærk trup med den peruvianske landsholdsbomber Paulo Guerrero i spidsen, og klubben skal nok overleve et eventuel salg af gulddrengen Alexandre Pato, som er blevet hadeobjekt nummer 1 hos fansene

Palmeiras 
'O Verdão' er kommet godt fra land med fem sejre i fem kampe i den sæson, hvor klubben kan fejre 100 år. Den chilenske playmaker Valdívia er stjernen på holdet, og i de bagerste geleder finder vi bl.a. den gamle verdensmester Lúcio. 

São Paulo 
Verdens målfarligste keeper Rogério Ceni har valgt at tage endnu en sæson for 'O Tricolor', men han er også 'kun' 41 år. 113 scoringer og over 1.100 kampe taler sit eget sprog. I den anden ende finder vi en anden veteran, nemlig bomberen Luís Fabiano, som jagter VM 2014 for Brasilien.

Santos 
Brasiliens talentfabrik nummer 1. 'O Peixe' har investeret i OL-topscoreren Leandro Damião, som sammen med den 17-årige Gabiel alias 'Gabigol' skal skyde klubben tilbage til toppen af brasiliansk fodbold 

Strukturen: 

De 20 klubber er opdelt i 4 grupper á 5. Man spiller kun mod hold fra de øvrige puljer, og efter et grundspil på 15 kampe ryger etterne og toerne fra hver gruppe videre til slutspillet, hvor man lægger ud med kvartfinaler.

Blogindlæg til hjemmesiden sofabold.dk (tjek siden her)

Fortjent skærmtid til Gabigol og Santos på Kanal Sport (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar