søndag den 29. december 2013

Romário-hattrick i Zicos afskedskamp

Der var fodboldfest og nostalgi i lange baner, da Zico atter arrangerede velgørenhedskampen 'Jogo das Estrelas' (Stjernekamp) på sin gamle hjemmebane Maracanã. Den tidligere Flamengo- og landsholds-10'er er efterhånden blevet 60 år, men han har stadigvæk et godt tag i sit publikum. Ialt 50.625 fans havde valgt at betale 50 kr. til det gode formål, og der var sikkert også en masse, som fulgte interesseret med foran TV-skærmene rundt om i det fodboldtossede land.

Showkampen blev da også en underholdende affære, som Zico & Co. vandt med 7-3. Hovedpersonen åbnede selv scoringen, hvorefter Romário tog over med tre kasser. Det kan godt være at den gamle VM-helt fra 1994 er blevet lidt grå i toppen, men målinstinktet og tåfileren fejler ikke noget. Herefter fik Rafinha, Thiago Coimbra (Zicos ene søn) samt Beto lov til at komme til fadet for Zicos røde hold.

Det hvide hold, som gik under navnet "Estrelas do Brasil' (Stjerner fra Brasilien) fik nettet tre gange i løbet af matchen. Den argentinske playmaker Conca, som nu vender tilbage til Fluminense efter tre år i kinesisk fodbold, kom på måltavlen i 1. havleg, mens Wallace (selvmål) og Ryan Zico blev noteret for scoringerne efter pausen. Sidstnævnte er en englænder, som er opkaldt efter den brasilianske superstar, så han havde 100% fortjent sin optræden på den store scene.

Det var i øvrigt første gang at Zico spillede på det nyrenoverede Maracanã, men det bliver også den sidste. Knæene kan simpelthen ikke holde til det mere, og den populære spiller og træner stiller med fredagens kamp støvlerne på hylden. Han gjorde det med manér. Zico spillede alle 90 minutter, og hans sidste scoring på fodboldtemplet i Rio holder også det niveau, som denne elegantier er kendt for, nemlig verdensklasse.

Se målene fra velgørenhedskampen på Maracanã

Romário er blevet lidt grå i toppen, men målinstinktet fejler ikke noget (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar