fredag den 27. december 2013

Neymar uden benskinner brillerer i Brasilien

Fodbolden har ligget stille i Brasilien i det meste af december måned, men i disse juledage popper der nogle forskellige velgørenhedskampe op rundt om i det store land. Sådan en fandt sted torsdag aften på Serra Dourada i Goiânia, hvor klubber som Goiás og Atlético-GO spiller sine hjemmekampe.

Under overskriften 'Encontro das Estrelas' (Stjernemøde) havde den ferierende Neymar og den populære sanger Leonardo sat to hold sammen, som stod for et par timers god fodboldunderholdning. Neymar uden benskinner var i sit es, og Barcelona-stjernen var med 5 kasser hovedårsagen til at holdet med spillere som Ganso, futsalkongen Falção mv. kunne trække sig tilbage med en sejr på 8-6.

Leonardos hold var nu heller ikke uden evner med den nu pensionerede driblekonge Denílson i centrum. VM-helten fra 2002 scorede selv et enkelt mål, leverede en assist og fik såmen også fisket sig til et straffespark, som den trinde og lokale topscorer Walter sikkert omsatte til scoring.

Næste store velgørenhedskamp er den 28. december, hvor Zico inviterer til fodboldfest på Maracanã. Her får fodboldelskere fornøjelsen af at være i selskab med arrangøren selv samt Romário, Adriano 'O Imperador', Hernane alias 'Kongen af det ny Maracanã' og et væld af andre celebrities. Det bliver i øvrigt Zicos sidste officielle optræden i fodboldstøvler, så det er endnu en god grund til at møde op på fodboldtemplet i Rio de Janeiro.  

Se målene fra Stjernemødet på Serra Dourada i Goiânia

Fem hjerter blev det til fra Neymar i torsdagens velgørenhedskamp (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar