torsdag den 12. december 2013

Argentinske Lanús stopper brasiliansk eventyr

Argentinske Lanús sluttede øverst på sejrsskamlen i Copa Sulamericana, da man onsdag aften besejrede Ponte Preta med 2-0 hjemme på La Fortaleza. Den første finalekamp i São Paulo endte 1-1, så den samlede sejr kom til at lyde på 3-1.

Hjemmeholdet pressede godt på i hele 1. halvleg og fik fortjent hul på bylden ved Victor Ayala midt i 1. halvleg, da gæsterne blev fanget i en omstilling. Blanco fordoblede føringen kort før pausen, da han på grænsen af offside fangede en retur fra Ponte Preta-keeperen Roberto.

Lanús kunne efter pausen bruge energien på defensiven, og Ponte Preta havde ikke evnerne til at løse op for denne. Dermed kunne argentinerne fejre sin første sydamerikanske titel siden man i 1996 under træner Hector Cuper vandt den nu hedengangne Copa Conmebol.

Ponte Preta kan trods nederlaget alligevel være stolte over indsatsen i Copa Sulamericana. Det var klubbens første optræden i en officiel sydamerikansk turnering, og at nå helt frem til finalen havde ingen turdet drømme om, og slet ikke efter en sæson, hvor man rykkede ud af den brasilianske Serie A.

Der blev alligevel jublet et sted i Brasilien, nemlig i Botafogo. Rio-klubben snupper med resultatet i Lanús den sidste brasilianske plads i Copa Libertadores. Den var ellers gået til Ponte Preta, hvis de havde vundet Copa Sulamericana.

Dermed bliver de brasilianske repræsentanter i næste års Copa Libertadores Cruzeiro (vinder af Serie A), Grêmio (nr. 2), Atlético-PR (nr. 3), Botafogo (nr. 4), Flamengo (pokalmestre) og Atlético-MG (vinder af Copa Libertadores 2013). 

Se målene fra Lanús - Ponte Preta

Blanco & Co. kan juble over en sydamerikansk triumf (Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar